Million-garantier på vej til nordjyske virksomheder

Markedsmodningsfonden, der hvert år medfinansierer for 135 millioner kroner til små og mellemstore virksomheder, vil nu støtte to nordjyske virksomheder med sammenlagt 12 millioner kroner i garantier.

Pengene gives som en statsgaranti, så virksomheder, der har svært ved privat at låne penge, kan få sine nyeste produkter sat i handel og produktion - eller kan videreudvikle på viden og ny teknologi.

Den økonomiske garanti kommer fra erhvervs- og vækstministeriet.

- Ideen er at fonden kan være fødselshjælper på nogle af de projekter, der er tæt på at realiseres men har svært ved at skaffe den nødvendige finansiering. Så det er for at hjælpe dem det sidste skridt ud på markedet, så de kan tjene nogle penge og forhåbentlig skaffe nye arbejdspladser, siger erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen (Venstre).

En af de nordjyske virksomheder, som nu får statsgaranti, er C.F. Nielsen, Bælum. Her har man gennem tre-fire arbejdet med at udvikle en ny form for briketteringspresse med høj kapacitet til et vanskeligt råmateriale og lave produktionsomkostninger.

Den nye briketteringspresser i Bælum er verdens største, og den er både dyr og helt ny i sin teknologi. Der er foreløbig ingen virksomheder, der har købt den og prøvet den i virkeligheden. Derfor er det afgørende for virksomheden, at staten nu bakker op med en økonomisk garanti for at få maskinen ud på verdensmarkedet. Det giver kunderne en sikkerhed for, at der er økonomi bag, hvis noget skulle gå galt.

- Det er en stor hjælp for en lille virksomhed som os, at vi nu får garanti. Det giver samtidig også en stor grad af troværdighed over for vores kunder, at den danske regering hjælper til med at give sådan en garanti, siger direktør Mogens Slot Knudsen, C.F. Nielsen.

Han er ikke i tvivl om, at når den nye briketteringspresser nu kommer i produktion, ja, så betyder det flere nye nordjyske arbejdspladser. Virksomheden satser nemlig på, at omsætningen bliver fordoblet, når den nye maskine kommer på markedet.

Også Aalborg-virksomheden OBI Aps får økonomisk garanti fra Markedsmodningsfonden. Der stilles to millioner i garanti, så virksomheden kan teste en ny softwareløsning, der gør det muligt at erstatte arterieblodprøver med mindre komplekse veneblodprøver kombineret med en blodgasanalyse.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen om garantier:


Seneste nyt

fra Nordjylland