Millioner på vej til nordjyske friluftsprojekter
Foto: Daniel Holm Larsen
Lystfiskeriforeningen for Liver Å har fået 20.000 kroner i tilskud.
Friluftsrådet giver penge til 20 projekter i Nordjylland.
Nye shelters, et mountainbikespor og et multiaktivitetshus. Det er nogle af de 20 nordjyske projekter, som får tilskud fra Friluftsrådet.
I alt bliver der delt 2,1 millioner kroner ud til friluftslivet i Nordjylland. Ved Lystfiskeriforeningen for Liver Å i Hjørring kan man se frem til 20.000 kroner til udstyr til naturpleje af vandløb, hvor ørreder gyder.
- Det er dejligt. Vi har ikke økonomi til at kunne gøre sådan nogle ting, så det betyder alt, når vi får tilskud, siger Daniel Holm Larsen, der er formand for Lystfiskeriforeningen for Liver Å.
I alt bliver der uddelt 13 millioner kroner på landsplan til 127 projekter fra Udlodningsmidler til Friluftsliv.
Vi har ikke økonomi til at kunne gøre sådan nogle ting, så det betyder alt, når vi får tilskud.
Daniel Holm Larsen, formand, Lystfiskeriforeningen for Liver Å
- Det er skønt at se de mange små og store initiativer, der blomstrer rundt omkring i landet. Det viser, at natur og friluftsliv er noget, der betyder rigtig meget i lokalsamfundene, siger Jan Ejlsted, der er direktør for Friluftsrådet.
Ved lystfiskeriforeningen, der har 140 medlemmer, er formanden overrasket over, hvor nemt det er at søge tilskud – og få det bevilliget. Udover de 20.000 kroner fra Friluftsrådet har foreningen fået 137.000 kroner fra Grøn Ordning, som Energistyrelsen står bag i forbindelse med opstilling af vindmøller.
- Foreninger i Nordjylland søger alt for få penge, og alt for mange ryger i stedet til Sjælland. Vi har fået penge til alt, vi har søgt om. Der er mange penge at hente, så generelt skal man bare komme i gang med at søge, siger Daniel Holm Larsen.
Friluftsrådet har valgt at give penge til projekter i Hjørring, Jammerbugt, Vesthimmerland, Frederikshavn, Thisted og Aalborg Kommuner.
Se hele listen over projekter, der har fået tilskud her.