To millioner til julekalender i Nordjylland
Foto: Carsten Lorenzen
Billedet her er fra den casting i Aalborg, der fandt sted tidligere på året.
Den Vestdanske Filmpulje har bevilget 2 millioner kroner til at støtte optagelserne til næste års TV2 Julekalender, der foregår i og omkring Aalborg.
Kulturrådmand Anne-Dorte Krog glæder sig over bevillingen og håber, at julekalenderen bliver et plus for lokale forretninger og håndværkere.
- Senere bliver det også godt for turismen, fordi julekalenderen kommer til at give interesse omkring byen og de steder, hvor historien kommer til at foregå, siger Anne-Dorte Krog.
Skole- og Kulturudvalget lægger 600.000 kr. i at støtte optagelserne af julekalenderen, der efter planen skal sendes på TV2 i december 2013. Det er filmselskabet Deluca Film med base i Viby, der står for optagelserne.