Minister bakker op om Ritts togplan
Transportminister Carina Christensen kalder togplan fra Ritt Bjerregaard for visionær og er klar til at arbejde for hurtigere tog mellem de største byer.
Togrejsende skal kunne komme fra København til Odense på en time. Videre til Århus på yderligere en time for at slutte i Aalborg en time senere. Altså tre timer fra København til Aalborg. Sådan lyder en plan fra borgmestrene i landets seks større byer med Københavns socialdemokratiske overborgmester, Ritt Bjerregaard, i spidsen, og den konservative transportminister, Carina Christensen, bakker nu op om idéen.
- Det er et visionært og fantastisk projekt, som jeg håber, vi en dag kommer i mål med. Jeg vil gerne lande den, så vi snart tager de første skridt, siger Carina Christensen til Ritzau.
Ministeren siger, at København-Odense er den første strækning, som skal opgraderes til at kunne tilbagelægges på en time. Det kræver, at der bliver truffet en beslutning om en udvidelse af jernbanen mellem København og Ringsted samt laves udbedringer på resten at strækningen til Odense, så toget kan køre hurtigere.
Regeringen barsler med en investeringsplan inden for trafik til efteråret, og allerede her vil Carina Christensen begynde at iværksætte tankerne bag timeplanen.
- Vi tænker det ind i et perspektiv med langsigtede løsninger. Hvis vi for alvor skal flytte folk fra bilen og over i toget frivilligt, så tror jeg, at en timemodel vil give den kollektive trafik et kæmpeløft, for så kan toget konkurrere tidsmæssigt med bilen, siger Carina Christensen.
Transportministeren har tidligere været tilbageholden med højhastighedstog i Danmark, og hun slår nu fast, at timeplanen mellem landets største byer kommer i første række.
- Det er en miniversion af højhastighed, og det må komme før rigtigt højhastighed. Det vil have en mærkbar effekt, hvis vi kunne realisere det, siger hun.
Første skridt i timeplanen mellem byerne, som også indebærer en times togkørsel fra Odense til Esbjerg, er strækningen i København-Ringsted. Her er der pladsmangel på skinnerne, men politikerne har i mere end 10 år diskuteret, om det var mest hensigtsmæssigt at bygge en ny jernbane over Køge til Ringsted eller udvide en eksisterende linje over Roskilde.
Trafikstyrelsen undersøger for tiden begge linjeføringer, så politikerne kan træffe en beslutning næste år.
/ritzau/