Minister dropper omstridt P-afgift

Miljøminister Kirsten Brosbøl skrotter den bebudede P-afgift på 19 strande og naturområder.

Naturstyrelsen bebudede i starten af december at der ved 19 strande og naturområder - i Nordjylland Bulbjerg, Den tilsandede kirke og Råbjerg Mile - skulle indføres betalingsparkering.

Ordningen skulle have været indført fra foråret 2015 og skulle være med til at finansiere driften af de 19 steder, der hver især tiltrækker mange turister.

Siden har mange danskere, men også politikere, udtrykt utilfredshed med den nye ordning, og 9. december udtalte flere eksperter at det formentlig ville være ulovligt at bruge midler fra p-ordningen til drift af for eksempel toiletter. De må nemlig kun bruges til at dække omkostninger på selve parkeringspladsen.

Og nu bliver den altså helt skrottet.

- For mig har præmissen været, at etablering af betalingsparkering på de udvalgte steder ikke må få som konsekvens, at borgernes frie adgang til naturen bliver mindre. Det viser sig nu, at adgangen til naturen vil blive mere besværlig nogle steder, fordi der ikke som forudsat findes alternative gratis parkeringsmuligheder i nærheden, siger Kirsten Brosbøl.


Seneste nyt

fra Nordjylland