Mistænkt for dyremishandling

To døde heste og en død ged, fik fredag en borger til at ringe til Nordjyllands Politi i Løgstør. Borgeren havde set de døde dyr ved en ejendom på Degnevænget i Brovst.

Politiet og en dyrlæge rykkede fredag ud til ejendommen og kunne ved selvsyn konstatere at de tre dyr var døde. Dyrlægen undersøgte maveindholdet på den ene hest og kunne konstatere, at der var mad i maven. Det oplyser Nordjyllands politi i Løgstør.

Dyrene er nu sendt til Daka, hvor dyrlæger vil undersøge dyrene nærmere. Først når de undersøgelser er afsluttet, vil politiet tage stilling til om der skal rejses sigtelse for dyremishandling.