Misvisende 112-opkald

Det var tæt på at gå galt for en medarbejder hos Skat i Aalborg, da det hastede med en ambulance. Opkaldet til 112 viste nemlig en forkert adresse, hvilket er et generelt problem for kommuner, myndigheder og store virksomheder.

Problemet opstår i en kommune eller en virksomhed med flere afdelinger, hvor opkaldene går igennem samme telefoncentral. Hos 112 kan man se lokalnummeret men ikke hvor det er placeret. Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

- Det kan i værste tilfælde få den uheldige konsekvens, at udrykningskøretøjer og lignende bliver sendt til den forkerte del af byen eller til den forkerte del af landet. Det kan i yderste konsekvens få katastrofale følger for den person, der har brug for hjælpen, siger systemspecialist i IT-Centret i Aalborg Kommune, Peter Jakobsen, der har gjort Rigspolitiet, IT- og telestyrelsen og TDC opmærksom på problemet.

Chefen for vagtcentralen ved Nordjyllands Politi, Ole Juul Schmidt, bekræfter problematikken, men siger, at 112 har en procedure for at sikre den rigtige adresse.

- Derfor spørger vi altid om, hvor man befinder sig, siger Ole Juul Schmidt, der ikke husker nogle konkrete problemer.

Han sammenligner problemstillingen med, at man bor i et 15 etagers højhus, og alle opkald altid er fra dem på 8. sal.

- Systemet er ikke bedre end den teknik, det er bygget på, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland