Møde omvendte nordjyske Løkke-kritikere
Foto: Lars Christoffersen
Medlem af Venstres hovedbestyrelse, Hans Jørgen Dalum.
To nordjyske medlemmer af Venstres hovedbestyrelse er glade for debat på krisemøde og tror på ny ledelsesstil.
Han havde forlangt en "fremtidssikret forklaring" fra sin partiformand, Lars Løkke Rasmussen, og offentligt undsagt ham.
Men det nordjyske medlem af Venstres hovedbestyrelse Hans Jørgen Dalum gik natten til onsdag tilfreds fra det syv timer lange hovedbestyrelsesmøde i Odense, hvor Lars Løkke Rasmussen fik opbakning til at fortsætte som formand.
Forud for mødet var han ellers en af de hårde kritikere af formanden.
- Vi havde en god debat og fik en grundig gennemgang af bilagene, siger Hans Jørgen Dalum til TV2/Nord.
Selvom medlemmerne ikke fik lov at se bilagene, var redegørelsen nok til at stille Hans Jørgen Dalum tilfreds.
For Lars Løkke Rasmussen lagde op til en ny ledelsesstil.
- Vi får nu et lederskab i stedet for en formand og en næstformand. Man så det ved pressemødet, hvor de to gik ud sammen. Det er det nye i det: Nu skal de to sammen genrejse den tillid, vi har mistet gennem de sidste uger, siger Hans Jørgen Dalum til P4 Nordjylland.
Kommuneformanden for Venstre i Aalborg, Randi Balleby, havde mandat med hjemmefra til at forlange en ny formand. Men under det langvarige krisemøde blev også hun overbevist om, at Lars Løkke Rasmussen skal fortsætte som formand.
- Vi havde en rigtig god diskussion - men nu har vi fundet sammen om en god løsning. Vi er enige om, at afstanden mellem det frivillige Venstre og det professionelle Venstre skal være mindre. Det er i høj grad det, der har været kritik af, siger hun til P4 Nordjylland.
Til gengæld truer det nordjyske Venstre-medlem af Folketinget Preben Bang Henriksen fortsat med at forlade partiet, hvis ikke der bliver fremlagt bevis for, at Lars Løkke Rasmussen har betalt korrekt skat af de jakkesæt og den ferierejse, som partiet har betalt for Løkke og hans familie.
/ritzau/