Moderne Junglebog nu uden dyr
Det Hem'lige Teaters sommerforestilling er i år Mowgli. Men det bliver en lettere atypisk version i forhold til den velkendte Disney-filmatisering.
Når Det Hem'lige Teater på lørdag starter deres sommerforestillinger bliver det med en gammel klassiker i fokus. Fortællingen om Mowgli er dog moderniseret en smule - og er nu uden dyr.
Selvom der står Mowgli øverst på programmet er der langt fra den historie om Junglebogen som de fleste kender og så den, Det Hem'lige Teater fremfører henover sommeren.
- Den tager udgangspunkt i Kiplings originale fortælling. Så der bliver ikke meget Disney over det, siger instruktør Flemming Lindvang til TV2/Nord.
Mowgli er nemlig blevet til en pige, aberne opfører sig som en gruppe festaber og faktisk er dyrene slet ikke dyr.
- Vi vil ikke have skuespillerne til at rende rundt på alle fire. Så vi tager fokus i den dyrenes menneskelige karakter, siger Flemming Lindvang.
Men selvom det måske kan være svært at skelne, hvilket dyr der er hvad, så er det overordnede tema stadig det samme.
- Det handler om jungleloven. Sheer Khan vil have magten , og den autoritet gør Mowgli opgør med, siger Flemming Lindvang.
Forestillingen bliver vist i Karolinelund fra på lørdag og to uger frem. Her vil tilskuerne blive guidet rundt i parken til over ti forskellige scener og altså lære mere om den originale fortælling om Junglebogen - nu uden dyr.