Mødrehjælpen: De unge er blevet bedre til at passe på sig selv
Antallet af teenagemødre i Nordjylland er faldet meget de senere år. De unge teenagere er blevet bedre til at tage vare på sig selv mener mødrehjælpen
Det kan være hårdt at blive mor eller far, og ekstra hårdt som teenager. Især fordi, omverden kan se skævt til én.
- Jeg oplever, at de bliver mødt med skepsis og fordomme, siger Ulla Krogager, rådgivningschef, Mødrehjælpen i Aalborg.
Der er blevet færre teenageforældre de senere år. I 2009 blev der født 124 børn af nordjyske teenagemødre. I 2015 var tallet faldet til 65 børn - næsten en halvering.
Hos Mødrehjælpen i Aalborg oplever man ikke, at de unge forældre er dårligere end de ældre.
- Jeg har set mange gode, unge forældre. Det, der er den største udfordring, det er, at de gør noget andet, end hvad hovedparten gør nu, hvor gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er oppe omkring 30 år, siger Ulla Krogager.
En af årsagerne til det faldene antal af teenagemødre, kan være presset fra samfundet om hurtigt at få en uddannelse.
- Der er meget, der tyder på, at man ikke animere unge til at få børn tidligere, man ser jo helst, de skal have gennemgået en uddannelse og være godt i gang, inden de får børn. Det er en udvikling, som er meget anderledes end det var tidligere, siger Ulla Krogager.
Ulla Krogager formoder at udviklingen vil fortsætte i samme stil. Hun har ikke nogen dårlige erfaringer med de unge mødre.
- De mange år jeg har arbejdet inde for feltet, der har jeg ikke oplevet en eneste ung mor eller far, som ikke ville det bedste for deres barn, siger Ulla Krogager.