Mor planlagde drab på sine børn
Det var tilsyneladende flere års turbulent samliv med faderen til den yngste dreng og en frygt for, hvad han ville kunne finde på at gøre, der fik Gitte Monica Jensen til at dræbe sine børn.
Det var en tydeligt følelsesmæssigt påvirket Gitte Monica Jensen, der i dag i Retten i Hjørring blev idømt 14 års fængsel for i december sidste år at have dræbt sine to sønner på henholdsvis fire og ti år.
Drabene skete i den lille families rækkehus i Engparken i Frederikshavn. Gitte Monica Jensen havde i dagene op til drabene planlagt, hvordan hun ville slå børnene ihjel en efter en for derefter at tage sit eget liv.
Selvmordsforsøget lykkedes ikke, og i retten i dag var det for stor en psykisk belastning for hende at overvære hele retssagen, ligesom hun heller ikke ønskede at udtale sig på ny, derfor besluttede dommeren at lade hende sidde i lokalet ved siden af retssalen tætpakket med familie og venner til såvel den nu dømte som til de dræbte børn.
Gitte Monica Jensen fik drengene til at indtage piller knust og cola og kakao, men da det ikke umiddelbart virkede, besluttede hun sig for at kvæle dem begge.
Mens den yngste sad i stueetagen og så fjernsyn, gik hun ovenpå til den ældste, der på det tidspunkt var beroliget af pillerne, lagde en pude over hans ansigt og tog kvælertag på hans hals. Derefter hentede hun den yngste op ovenpå og kvalte ham.
Gennem længere tid havde hun haft det dårligt med det samvær, der var blevet fastsat af Statsforvaltningen mellem den yngste søn og hans far. Ifølge Gitte Monica Jensens tidligere udtalelser, der kom frem i dag i retten, var faderen voldelig og ofte alkoholpåvirket, og sønnen var bange for sin far. Hun kunne tilsyneladende ikke overskue konsekvenserne af, at faderen nu havde søgt om yderligere samvær med sønnen. Gennem længere tid havde hun overvejet forskellige tiltag blandt andet at flytte til USA med drengen.
- Hun har igennem flere år været stresspåvirket som følge af samlivet med faderen til den yngste, et samvær der mindede om at leve på kanten af en vulkan. Til sidst så hun ingen anden udvej end at tage sit eget og børnenes liv, fortalte forsvarsadvokat, Henning Lyngsbo.
I et afskedsbrev, der blev læst op i retten, forklarede Gitte Monica Jensen, at hun kun kunne give sine børn og sig selv fred ved at tage deres liv.
Det lykkedes hende ikke at tage sig eget liv trods det, at hun havde indtaget en dødelig dosis smertestillende piller, ligesom der blev fundet adskillige snitsår på hende.
Anklagemyndigheden lagde i sin udlægning af sagen vægt på, at drabene var nøje planlagte, og det var en skærpende omstændighed.
- Hun havde undervejs flere gange kunnet stoppe op og lade være, men det gjorde hun ikke, og derfor ender det så tragisk som det gjorde. Det er en meget ubehagelig sag, som der heldigvis er meget få fortilfælde af, og en sag som påvirker os alle, der til dagligt arbejder i systemet professionelt, sagde anklager, politiadvokat Peter Rask, Nordjyllands Politi.
Gitte Monica Jensen har fra sagens start erkendt sig skyldig i at have dræbt sine to drenge. Hun er mentalundersøgt og er fundet egnet til almindelig fængselsstraf.
De psykiatriske udtalelser peger på, at hun ikke har været sindssyg i gerningsøjeblikket. Derimod lider hun ifølge undersøgelser af paranoide forstyrrelser, der gør at virkeligheden synes forvrænget.
Anklagemyndigheden er tilfreds med dommen på 14 års fængsel, trods det at Peter Rask havde krævet 16 års fængsel.
Forsvarer for Gitte Monica Jensen derimod ønskede otte års fængsel til sin klient, og han har nu udbedt sig betænkningstid med hensyn til at anke straffen.