Mors-Thy slået af Skjern

Med en sejr på 27-19 ude over Mors-Thy springer Skjern op på siden af KIF Kolding København i håndboldligaen.

I sidste sæson spillede de bronzefinaler mod hinanden, men lørdag var der dømt top mod bund i Thisted, da Mors-Thy tog imod Skjern.

Med en sikker sejr på 27-19 kommer Skjern op på siden af førerholdet KIF Kolding København i herrernes håndboldliga, mens Mors-Thy stadig ligger nummer 12 ud af rækkens 14 hold.

Skjern tog teten fra start og dominerede i hele første halvleg, hvilket resulterede i en pauseføring på 13-9.

Mors-Thy kom bedst ud til anden halvleg og var i flere omgange kun bagud med et enkelt mål.

Skjern kæmpede videre og gik på otte minutter fra 14-13 til 19-13, hvilket fik Mors-Thy til at tage en timeout.

Effekten udeblev, og Skjern fortsatte med at score mål på samlebånd. Kampens store profil blev Skjerns venstrefløj Morten Balling med otte mål.

I toppen af tabellen ligger Skjern nu i top side om side med KIF Kolding København. Begge hold står noteret for 20 point efter 10 sejre og et enkelt nederlag.

I bunden af rækken tog TMS Ringsted sæsonens første point efter 10 nederlag, da bundholdet tidligere lørdag slog Nordsjælland håndbold med 20-19.


Seneste nyt

fra Nordjylland