Mors/Thy fortsætter med at overraske

Mors/Thy hentede sin tredje sejr af tre mulige i slutspillet, da holdet slog Århus Håndbold på hjemmebane.

Mors/Thy har med sejre over Bjerringbro-Silkeborg og Skjern været den helt store positive overraskelse i Herre Håndbold Ligaens slutspil.

Og fusionsklubben er slet ikke færdig med at imponere, for lørdag tog holdet endnu en skalp, da det på hjemmebane blev til 22-20-sejr over Århus Håndbold.

10 før tid var stillingen uafgjort 16-16, men hjemmeholdet sluttede bedst af og vandt altså med to mål til stor jubel for de mere end 2500 tilskuere.

Morten Balling gik igen forrest for nordvestjyderne og blev topscorer med otte mål, heraf tre på straffe. Hos Aarhus scorede den store svenske streg Fredric Petterson fem mål.

Resultatet betyder, at Mors/Thy - der kun blev nummer syv i slutspillet - fører slutspilsgruppe B med seks maksimumpoint og dermed altså har kurs mod at snuppe én af de to semifinalepladser, der ellers så ud til at stå Skjern og Bjerringbro-Silkeborg på.

De to hold mødes senere lørdag i en kamp, hvor BSV risikerer at spille sig endnu længere væk fra medaljerne med et nederlag.

Midtjyderne har tabt sine første to kampe i slutspillet og har dermed kun det ene point, som holdet fik med fra grundspillet.


Seneste nyt

fra Nordjylland