Morten og Peter missede guldet: Tabte på straffesparkskonkurrence
Foto: Privat
Morten Lind og Peter Bjarkam, har i den forgange uge kæmpet for at vinde guld til Special Olympics i Los Angeles. De kom så tæt på, som man overhovedet kan.
Udviklingshæmmede Morten Lind og hans træner Peter Bjarkam har siden 27. juli kæmpet for - sammen med resten af landsholdet - at vinde guld til Danmark ved Special Olympics i Los Angeles i USA.
Og den dynamiske duo, der flere gange har optrådt i TV2 Nords flade kom så tæt på, som det overhovedet kan lade sig gøre.
I puljefinalen mødte holdet Sverige, og den kamp måtte helt ud i straffesparkskonkurrence, før man fandt en vinder. Ulykkeligvis blev det Sverige, der trak det længste strå og vandt 5-4.
- Det var en utrolig tæt kamp med mange mennesker på tribunen, så det var rigtig ærgerligt at vi ikke kunne hive sejren hjem. Der gik dog ikke lang tid før den værste skuffelse havde lagt sig, og vi i stedet kunne glæde os over at vi alt andet lige, havde vundet sølv i en benhård pulje, fortæller træner Peter Bjarkam.
Også Morten Lind kunne glæde sig over sølvmedaljen og så også over oplevelsen at være med til Special Olympics.
- Det har været rigtig dejligt og godt. Man er blevet taget godt imod, og alle er flinke. Mange klapper af os og råber DANMARK, og det får det hele til at føles som en drøm, lyder det.