Foto: Per Frank Paulsen

Motorcyklist brækkede benet i ulykke

En 58-årig motorcyklist brækkede benet i en trafikulykke tirsdag morgen, hvor han kørte sammen med en bilist.

En 58-årig motorcyklist kom til skade, da han tirsdag morgen klokken 07.41 kørte sammen med en bilist i krydset mellem Stationsvej og Nørhalnevej i Biersted.

- Den kvindelige bilist overtrådte sandsynligvis sin ubetingede vigepligt og kørte ud foran motorcyklisten, som ikke kunne undvige, oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.

Den 58-årige motorcyklist, som er fra lokalområdet, blev kørt på sygehuset med et brækket ben.