Motorcyklist dræbt i trafikulykke

En motorcyklist mistede livet mandag morgen, da han stødte sammen med en bil på Thisted Landevej ved Birkelse. <b>Opdateret kl. 11.06</b>.

Omkring klokken halv ni mandag morgen stødte en motorcykel og en bil sammen på Thisted Landevej. Motorcyklisten blev dræbt på stedet, da han kørte frontalt ind i en modkørende bil, som var ved at foretage en overhaling.

Vidner har sagt til Nordjyllands Politi, at motorcyklen muligvis kørte op mod 200 kilometer i timen. Mandens identitet er ikke umiddelbart fastlagt.

Personen i bilen kom også til skade og blev kørt på sygehuset, oplyser politiet.

Vejen ved ulykkesstedet er spærret i øjeblikket, og der er kø i begge retninger.