Mulig spritbilist ville snøre politiet

En mulig spritbilist forsøgte sig med en løgn, efter han kørte galt i sin bil.

Tidligt lørdag morgen blev en patrulje fra Nordjylland Politi kaldt ud til et færdselsuheld. Det var sket på motorvej E39 cirka en kilometer nord for Hjørring.

Da politiet nåede frem, kunne betjentene se, at en bilist havde mistet kontrollen over sin bil og var kørt af motorvejen, gennem et vildthegn og ud på en mark. Det fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, Henrik Beck.

På stedet var en mand, som fortalte politiet, at føreren af bilen var stukket af. Politiet var dog skeptiske, og efter en længere snak med manden indrømmede han, at det faktisk var ham, der havde ført den forulykkede bil.

Der var tale om en 53-årig mand fra Hjørring. Politiet tror, at han muligvis kan havde været beruset, og at det har været medvirkende til, at han mistede kontrollen over bilen. Derfor er der blevet udtaget blodprøve på manden.


Seneste nyt

fra Nordjylland