Museums-tilskud: Nordjylland modtager færrest kroner i hele landet

Nordjylland får suverænt færrest statslige tilskudskroner til museer målt pr. indbygger.

Cirka 22,5 millioner kroner modtager de nordjyske museer i statstilskud om året. Det er det næstlaveste i hele landet. Det svarer til 39 kroner pr. indbygger - og dét er færrest statskroner i hele landet. Det viser tal fra kulturministeret. 

Tallene, der er fra 2014, viser, at de nordjyske museer får langt færre kroner i statstilskud om året, end de andre regioner. Til sammenligning modtager Syd- og Sønderjylland 82 kroner pr. indbygger og Sjælland modtager, foruden Storkøbehavn, 84 kroner pr. indbygger. 

En skævvridning mener Mads Duedahl (V), der er sundheds- og kulturrådmand i Aalborg Kommune. Han har sammen med by- og kulturrådmand i Odense Kommune, Jane Jegind (V), kontaktet kulturminister, Mette Bock (LA) for at få lavet den model for fordeling af statslige tilskudskroner lavet om. 

I Aalborg Kommune modtager KUNSTEN og Nordjyllands Historiske Museum tilsammen 10 millioner kroner om året. Til sammenligning modtager Aarhus Kommune for Den Gamle By, ARoS og Moesgaard statstilskud på 61 millioner kroner årligt.

I brevet til Mette Bock skriver de følgende: 

- Statslige museumstilskud i Danmark beror på ordninger af ældre dato, som skulle tilgodese en udvikling, der ligger tilbage i 1960'erne og 1970'erne. Gennem lag på lag af tilfældigheder er der i løbet af 40-50 år opstået et statstiskudssystem, hvor nogle museer får langt større tilskud end deres størrelse, ansvarsområde, placering og omsætning berettiger til. 

I deres brev kommer de to rådmænd med en række nye kriterier, som de mener, tilskuddene skal uddeles efter, i steder for de kriterier, som de mener, er forældede. 

 

Forslag til kriterier til uddeling af statstilskud til museer i Danmark: 

  1. Museets nationale og internationale betydning. 
  2. Ansvarsområdet/områderne som museet varetaget er forskelligt fra museum til museum. Her har det betydning om museet har påtaget sig arkæologiske opgaver eller har særligt (evt. nationale) opgavesæt. 
  3. Evne til at nytænke formidlingen samt besøgstal. Eksempelvis nye formidlingstiltag, der tiltrækker nye målgrupper. 
  4. Hjemkommunens engagement og sammenhæng mellem kommunal og statslig støtte: jo mere lokal støtte, des mere statslig støtte. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland