Musical klassiker til Aalborg

"The Sound of Music" kommer den 28. februar til Aalborg Kongres & Kultur Center.

Musicalen "The Sound of Music" tager på Danmarksturné, og lægger i den forbindelse vejen forbi Aalborg.

Musicalen har den svenske instruktør, Staffan Götestam, bag roret, og vises i Aalborg Kongres & Kultur Center lørdag den 28. februar og søndag den 1. marts.

Forestillingen handler om syv børn, der er bange for deres strenge far. Kun den ene pige formår at forandre situationen ved hjælp af sin sang, sit humør og sin kærlighed til børnenes far, kaptajn von Trapp. Men netop som det går allerbedst, trues familieidyllen af Østrigs indlemmelse i Nazityskland.

- Familiens dilemma og flugt tilfører forestillingen den tæthed i tempo og dramatik, som den skal have for at virke troværdig og vedkommende. Den ægthed, jeg taler om, beror på, at handlingen i store træk er autentisk, siger instruktør Staffan Götestam.

"The Sound of Music" er et udstyrsstykke, når det gælder danseoptrin. I hovedrollerne ses Trine Gadeberg, Kristian Boland, Tove Hyldgaard og Flemming Krøll.


Seneste nyt

fra Nordjylland