Musikken spiller på vaccinationscentrene
Regionsrådsformand Ulla Astman nød i dag musikken på vaccinationscentret i Brønderslev. Video: Bruno Stagsted
Regionsrådsformand Ulla Astman (S) ser positive ting ved, at det nu skal undersøges, hvilken musik der kan være til gavn, når nordjyderne skal vaccineres.
Det har været så stor en succes, at Aalborg Symfoniorkester har spillet for nordjyderne under vaccination, at Region Nordjylland nu vil sørge for musik i alle vaccinationscentre. Det fortæller regionen i en pressemeddelelse.
Region Nordjylland har efter de gode erfaringer med Aalborg Symfoniorkester indgået et projektsamarbejde med Aalborg Universitet, der under Musikterapiuddannelsen skal undersøge, hvilken musik, der kan være gavnlig at afspille under vaccinationerne, samt hvordan musik kan afspilles til gavn for personalet i vaccinationscentrene og for de for borgere, der møder op til vaccination. Der skal eksempelvis udvikles varierende spillelister.
Det giver os velvære, og det kan her i en alvorlig tid være med til at løfte den mentale sundhed
Ulla Astman (S), regionsrådsformand
Projektet er lige startet, og det forventes, at musikken afprøves i regionens vaccinationscentre i løbet af maj måned, hvorefter spillelisterne udvikles og justeres i løbet af juni.
Musikken bruges allerede flere steder
Regionsrådsformand Ulla Astman, der er i dag var på besøg på vaccinecentret i Brønderslev, ser positive sider ved, at der er musik på vaccinationscentrene.
- Nu er vacciner en alvorlig ting, så vi synes, at der skal lidt til for at løfte det, og der er musik en god ting. Det giver os velvære, og det kan her i en alvorlig tid være med til at løfte den mentale sundhed, siger Ulla Astman.
Hun peger på, at musik allerede i dag bliver brugt flere steder i sygehusvæsenets blandt andet i ambulancer og på opvågningsafdelinger , og at musikken på vaccinationscentrene er et yderligere lag, der lægges til den viden man har i dag.