Nabo til dødsulykken advarede Brønderslev Kommune

 Nabo til dødsulykken advarede Brønderslev Kommune

Kommunen mente ikke, at der var noget i vejen, men nu undersøges det farlige sving

- I 2004 bad jeg Brønderslev Kommune om at gøre noget ved det farlige sving her på Hallundvej. Jeg oplevede en alvorlig trafikulykke, og sagde til kommunen, at der skulle laves chikaner eller en anden form for trafiksikring, siger mekaniker Torben Christensen fra Hallundvej 174 ved Brønderslev.

Mandag blev en 36-årig buschauffør dræbt på den farlige strækning.
Han blev ramt af en lastbil, som skred ud i svinget og knuste bussen. Der var ingen passagerer med.

I dag er Torben Christensen overbevist om, at ulykken kunne være undgået, hvis man havde taget hans henvendelse i 2004 mere alvorligt.

Formanden for Brønderslev Kommunes Teknik- og Miljøudvalg Karsten Frederiksen (Kons.) besigtigede tirsdag formiddag ulykkesstedet.

- Teknisk forvaltning skal straks kontakte politiet, så vi kan blive orienteret om trafiksikkerheden på ulykkesstedet på Hallundvej, siger Karsten Frederiksen.

- Stedet er ikke betragtet som en "sort plet", men nu ser vi nærmere på det.
Jeg kan godt forestille mig, at der ret hurtigt bliver etableret eksempelvis "rumlestriber", som kan gøre bilisterne mere opmærksomme, når de kører ind i svinget.


Seneste nyt

fra Nordjylland