Næsten 300 standset i tungtvognskontroller - 24 indkaldt til syn

Nordjyllands Politi har fået en lang stribe af sager på blokken efter to dages kontrol af de store køretøjer på landevejene.

Onsdag og torsdag i denne uge har lovens lange arm holdt ekstra øje med lastbiler, dyretransporter og mindre erhvervskøretøjer. 

Det var Nordjyllands Politi som sammen med Tungvognscenter Nord, Færdselsstyrelsen, Det Veterinære Rejsehold og Nationalt Færdselscenter stod for kontrollen flere steder i Nordjyllands Politikreds. 

Kontrollen var delt op i 2 hovedområder:

  • Tungvognskontrol, som fandt sted ved Toldcentret i Hirtshals og
  • Tungvognskontrol af dyretransporter i Sæby og Aalborg Ø

- Vi afholder disse store kontroller for at kontrollere bredt i forhold til tungvognstrafikken. Udover tungvognsrelateret lovovertrædelser kigger vi også efter andre lovovertrædelser, siger indsatslederen, politikommissær Claus Kjær-Pedersen fra Nordjyllands Politi, der udtrykker tilfredshed med deltagernes indsats ved kontrollen i en pressemeddelelse.

Det foreløbige resultatet af begge dages kontroller blev:

  • Kontrol af 31 dyretransporter for bl.a. køre- og hviletid og dyrevelfærd
  • 36 lastvognstog/store køretøjer blev scannet i SKAT´s mobile scanner
  • Omkring 120 standsede lastvognstog/store køretøjer blev kontrolleret for fejl og mangler samt tungvognsrelateret overtrædelser - som blandt andet kontrol af dokumenter, køre- og hviletid og ulovlig cabotagekørsel
  • Herudover blev der standset omkring 76 små køretøjer

Der blev konstateret en del køretøjer med fejl og mangler, hvoraf 24 blev indkaldt til syn.

Samlet set er der foreløbig optaget rapporter i 50 tilfælde. Af specielle sager kan nævnes en 'manipulationssag', hvor man ved et teknisk indgreb kan omgås reglerne om køre- og hviletid.


Seneste nyt

fra Nordjylland