NCC udvider Gigantium
Foto: Arkitektfirmaet Kjaer og Richter
NCC bliver totalentreprenør på opførelsen af den nye atletikhal, der skal opføres i sammenhæng med Gigantium i Aalborg.
Til januar 2014 skal en ny atletikhal med moderne faciliteter stå klar ved Gigantium-komplekset i Aalborg. Byggeriet starter til maj og det vil give Aalborg en helt ny idrætsmæssig profil.
- For mig betyder det her, at vi får hele paletten af idrætsfaciliteter i Aalborg, sagde skole- og kulturrådmand Anne-Dorte Krog (UP), da NCC Construction 5. marts blev udpeget som totalentreprenør foran fire andre bydende selskaber.
Overordnet var NCC's tilbud økonomisk mest fordelagtigt, men projektet blev specielt hevet hjem på de tekniske kompetencer og på den stærke sammenkobling i projektet med de øvrige dele af Gigantium.
- NCC opførte for ca. 10 år siden Gigantium og for et par år siden den nye svømmehal, så det er klart, at vores indgående kendskab til centerfunktionen gav os mulighed for at levere en solid totalløsning, hvor alting spiller sammen, forklarer senior projektchef i NCC Construction Carsten Nielsen.
Han ser nu frem til et tæt samarbejde de kommende 10 måneder med Aalborgs Skole- og Kulturforvaltning, AAK Bygninger og ikke mindst Atletikforbundet.
Ud over NCC Construction består det vindende team af arkitektfirmaet Kjaer og Richter og ingeniørfirmaet Niras.
Fakta om atletikhallen
- Det samlede byggeri omfatter 3.000 kvadratmeter, hvor selve atletikhallen fylder ca. 1.900 kvadratmeter.
- Atletikhallen rummer seks løbebaner af 60 meter, samt faciliteter til kuglestød, højdespring, længdespring, trespring og stangspring.
- Hertil kommer styrke- og motionsrum, omklædningsrum og mødelokaler. - Indretningen er meget fleksibel, så lokalerne kan bruges til mange formål.
- Prisen for det samlede projekt er 20,5 mio. kroner.