Nej til lønforhøjelse for at beholde job
Slagterimedarbejdere i Skovsgaard har takket nej til 5 kr. mere i timen, for at sikre fremtiden.
Medarbejderne på Rose Poultrys slagteri i Skovsgaard ved Brovst har sagt nej til lønforhøjelse. Det oplyser P4 Nordjylland.
- På den måde håber vi at undgå fyringer, siger tllidsmand Preben Wiese om den usædvanlige bslutning.
Det er ledelsen, der har bedt slagteriarbejderne om at udsætte en lønforhøjelse på fem kroner i timen.
Og et stort flertal af medarbejderne på Rose Poultrys tre
fjerkræsslagterier har stemt ja.
Lønforhøjelsen skulle være trådt i kraft 1. marts. Nu er den udsat til 1. oktober.
- Vi er hårdt ramt af krise, siger Rose Poultry-direktør Per Møller.
Det skyldes, at svenskerne og englænderne køber mindre kylling, fordi deres valutaer er faldet i værdi.
Desuden har bankkrisen gjort det dyrere for Rose Poultry at låne penge.
Situationen er så alvorlig at firmaet har lavet en overlevelsesplan. Medlemmer af direktionen er gået ned i løn, det samme er alle med lederansvar. Slagteriet har indført investeringsstop, og producenterne får færre penge for deres kyllinger.
Og så må de ansatte altså vente med deres lønforhøjelse.
Fagforeninen 3F har accepteret løsningen, selv om faglig
sekretær Brian Andersen normalt er modstander af at droppe indgåede aftaler.
- Men jeg kan godt forstå de ansattes situation. De er nervøse for at miste deres job, hvis de ikke går med til det her. Og netop derfor har tillidsmand Preben Wiese og hans folk sagt ja.
Også selv om de ikke har fået løfter om at undgå fyringer i den kommende tid.
- Der er ingen garanti for at vi kan undgå afskedigelser. Men vi håber i det mindste at kunne begrænse dem, siger han.