Nej til ny servicebygning på Blokhus strand
Den planlagte servicebygning bliver for stor, lyder det fra Miljøcenter Aalborg.
Blokhus strand er i rivende udvikling. Genopbygningen af den gamle redningsstation er næsten på plads, og nu er turen kommet til den gamle servicebygning. Bygningen med kiosk og toiletter har stået på stranden i mere end 50 år og trænger til en kærlig hånd. Den vil lokale kræfter i Blokhus stå for, ligesom de har rejst penge til den gamle redningsstation.
Arkitekten Jørn Ussing har tegnet den nye bygning, der har både toiletfaciliteter og en cafe med havudsigt. Men på tegningerne har bygningen et udhæng på en meter, og det udhæng kan nu spænde ben for planerne.
Bygningen må kun være de 190 kvadratmeter, som den gamle bygning er, men udhænget betyder at bygningen bliver større. Og derfor vil Miljøcenter Aalborg sandsynligvis sige nej til planerne:
- På tværs af alle partier i Folketinget er der enighed om, at vi ikke vil have en masse nyt byggeri i første klitrække, og hvis de projekter man kommer med til os, er noget, der gør, at det fylder mere ude i første klitrække, skal man forvente et nej fra vores side, siger direktør for Miljøcenter Aalborg til Nordjyske Stiftstidende.
Men de lokale kræfter der står bag projektet, Blokhus-Hune i Udvikling, er ikke tilfredse med den udmelding:
- Vi må erkende, at det er deres indstilling, men vi giver os ikke uden sværdslag, vi vil kæmpe for vores bygning og for det flotte tag, siger Erik Boll, repræsentant for Hune-Blokhus i Udvikling.