Nikoline er kåret som Miss Danmark: - Jeg er stolt af at være nordjyde
Foto: Jørgen Wicklow
Nikolines begejstring over at være kåret som Miss Danmark er tydelig.
Den 20-årige nibenit blev søndag kåret som Miss Danmark. Selvom hun nu bor i Valby, så er hun stolt af at stamme fra Nibe.
- Jeg har altid syntes, at København var en ferie, og så ville jeg gerne prøve noget nyt. Så jeg flyttede hertil på grund af studiet, byen og min kæreste.
Selvom, at Nikoline Uhrenholt Hansen nu har sin tilværelse væk fra Nordjylland og netop har vundet Miss Danmark, så har hun alligevel ikke glemt, hvor hun kommer fra:
- Jeg har altid været glad for at komme fra Nibe, og jeg siger også stolt, at jeg er nordjyde. Jeg savner selvfølgelig min familie, men jeg savner ikke at bo i Nibe.
Hvordan vinder man Miss Danmark?
Nikoline mener ikke, der er en bestemt opskrift på, hvordan man vinder Miss Danmark.
- Man får jo at vide, hvorfor man vinder. De vælger den, de kan se, der shiner mest. Jeg tror ikke, at der er en bestemt opskrift på, hvordan man skal vinde.
Hvad var grunden så til, at det var dig, der vandt?
- De sagde, at jeg vandt på grund af min ydmyghed - at jeg var meget nede på jorden. Selvfølgelig gik jeg meget op i konkurrencen, jeg havde ambitioner om at komme i top 11, og så vandt jeg, fortæller Nikoline, der til dagligt studerer til markedsføringsøkonom på erhvervsakademiet Copenhagen Business Academy og derudover arbejder som receptionist hos den kosmetiske klinik N'age.
Hun var blandt 30 finalister, hvor hun med sin nordjyske ydmyghed kunne modtage kronen som Danmarks smukkeste kvinde.
Kritik af konkurrencen
Der har tidligere været kritik af den glamourøse konkurrence. Tidligere deltagere og vindere har stået frem og sagt, at konkurrencen var af et hårdt miljø med vedvarende krav, social overvågning og mobning. Det er ikke noget, Nikoline har oplevet.
- Jeg ved ikke så meget om, hvordan det har været de andre år, men jeg har hørt om kritikken. Jeg oplevede det ikke selv. Jeg var alligevel nervøs, inden jeg startede på grund af det, men så blev jeg meget overrasket. Der var ikke noget af den kritik under mit forløb, siger hun.
For hende var miljøet en positiv oplevelse:
- Jeg har fået nogle fantastiske veninder. Selvom, det var mig, der vandt, så valgte de mig ikke fra. Du konkurrerer ikke mod andre, men mere mod dig selv. Jeg tror, at nogle andre har haft sværere ved det - nogle kan nemt falde til, mens andre har sværere ved at finde sig tilpas.
Hvad fremtiden bringer
Nikoline har fået en præmiepakke til en værdi af 60.000 kroner, som blandt andet indeholder en ferie til udlandet og forskellige skønhedsprodukter. Men pengene er ikke det vigtigste for hende:
- Det er helt klart æren af at have vundet, der betyder mest, og så på dét grundlag. Men nu kommer der til at ske rigtigt meget, og jeg får meget at se til med muligheden for måske at komme ud i noget internationalt og repræsentere Danmark, lyder det fra nibenitten.
Miss Danmark skal nu deltage i konkurrencen om prisen som Miss World den 9. december i Indien. Der er ingen dansker, der har vundet den verdenskendte pris endnu.