Nødjob løser ikke ledighed
Foto: Ivan Hansen (arkiv)
Kommunernes Landsforening mener ikke, at Frederikshavns Kommunes planer om at ansætte ledige løser problemet arbejdsløsheden. (Arkivfoto)
Det løser ikke de overordnede problemer med arbejdsløshed, at Frederikshavn Kommune vil forsøge at hjælpe en gruppe arbejdsløse ved at give dem ordinær ansættelse i en kortere periode. Det siger Formanden for Kommunernes Landsforening (KL), borgmester i Rødovre Erik Nielsen (S).
Frederikshavn vil sikre, at de pågældende personer kan bevare retten til dagpenge. Og det kan KL-formanden sådan set godt se det fornuftige i.
- Men det løser ikke arbejdsløshedsproblemet, siger han.
I Frederikshavn kan der blive tale om at ansætte folk inden for det grønne område, børn og ældre.
Erik Nielsen mener, at job som ekstra pedel eller it-assistent kan være relevante for at få folk i arbejde.
- Man kan lave ekstraordinære servicejob, som ikke længere er besat, og som så kan bruges i en overgangsfase, siger han.
Frederikshavns kommunes arbejdsmarkedsudvalg behandler sit forslag mandag eftermiddag. Det gælder omkring 60 arbejdsløse, som risikerer at stå uden dagpenge eller kontanthjælp til nytår.
Formanden for udvalget, Søren Visti Jensen (SF), siger, at nogle mennesker kommer i en forfærdelig situation.
- De problemer, det kaster af sig, når så mange mister deres dagpengeret, ender hos kommunerne. Det er os, der skal samle de familier og de sociale problemer op, siger han.
Betingelsen for jobbene er, at de ledige i forvejen har optjent mindst 80 procent af den krævede arbejdstid, som giver ret til dagpenge.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), siger om planen, at det klogt og godt, hvis både private og offentlige arbejdsgivere har fokus på, hvad de kan gøre for at få langtidsledige i arbejde.
- Der er ikke noget i vejen for, at når en kommune rekrutterer nye medarbejdere - at man så har i baghovedet, om der kunne være nogle langtidsledige, som man fik ind på arbejdsmarkedet, siger hun.