23 kystfiskerfamilier i Thorup Strand ved Jammerbugten trues af økonomisk ruin, fordi Fiskeridirektoratet har frataget fiskerne deres særlige kystfiskerkvoter, som egentlig var indført for at støtte kystfiskerne. Fiskerne ønsker øjeblikkelig politik hjælp, efter at deres klage netop er blevet afvist i Fødevareministeriets departement.
Formanden for Thorup Strands Kystfiskerlaug, Thomas Højrup, siger Ritzau, at lauget - netop som Folketinget er på vej på sommerferie - har henvendt sig til samtlige folketingsmedlemmer og fødevareministeren.
- Hvis vi ikke får en ændring af administrationen af kystfiskerordningen, så får vi en katastrofal økonomi i år, siger Thomas Højrup.
Kystfiskerlauget er en slags andelsselskab, som administrerer de fiskemængder som Thorup Strands kuttere har til rådighed. For at være med har hver familie skudt 100.000 kroner ind.
/ritzau/