Nordjyde bliver ny cheftræner for Viborg HK

Den bliver den nordjyske træner Allan Heine, der fra næste sæson indtager pladsen som cheftræner for Viborg HK.

Den 35-årige nordjyde Allan Heine udskifter efter to et halvt år stillingen som cheftræner for Ringkøbing Håndbold med en stilling som cheftræner for Viborg HK.

Det skriver Ringkøbing Håndbold i en pressemeddelelse.

- At blive tilbudt jobbet som cheftræner i Viborg HK er et job og en mulighed, som man ikke bare kan sige nej til. Det bliver da en kæmpe udfordring, og jeg er da lidt beæret over den tillid, man viser mig. Så det er et spændende skridt videre i min karriere, siger Allan Heine.

Da Allan Heine startede i Ringkøbing var det med en plads i den gode ende i 1. division, men han tager videre til nye udfordringer efter at have bidraget til, at Ringkøbing Håndbold nu kan se frem til klubbens tredje sæson i ligaen efter den afgørende kvalifikationskamp til Boxer Dameligaen blev vundet.

- Da jeg kom til Ringkøbing Håndbold var der en ambition om at komme op i ligaen, og nu kan man se frem til den tredje sæson i ligaen. Det har været spændende og lærerigt at være med til at bygge noget op, og så er det en tilfredsstillelse at aflevere Ringkøbing Håndbold i ligaen, siger Allan Heine.


Seneste nyt

fra Nordjylland