Nordjyde vinder guld i parabordtennis
Nordjyden Peter Rosenmeier og makkeren Michael Spicker Jensen vandt lørdag guld i holdturneringen ved EM i parabordtennis. På hjemmebanen i Vejle besejrede danskerne Storbritannien i finalen.
EM i parabordtennis sluttede lørdag på bedst tænkelig vis for Danmark. Foran et begejstret publikum lykkedes det nordjyden Peter Rosenmeier og makkeren Michal Spicker Jensen at vinde guld i holdturneringen efter en fornem præstation i finalen. Her blev Storbritanniens Paul Karabardak og David Wetherill besejret i en holdkamp, der aldrig blev rigtig spændende.
- Det er helt vildt fantastisk. Det er det her, vi har arbejdet på det sidste halvandet år, og det føles så godt at nå målet. Nu skal det fejres, siger Peter Rosenmeier.
Det danske makkerpar havde selv spået en tæt finalekamp mod den britiske duo, men danskerne tog kontrollen fra start i doublen, som de vandt 3-1. Dermed var Paul Karabardak tvunget til at slå Peter Rosenmeier i den følgende single, men aalborgenseren spillede en af sine bedste kampe i turneringen og sikrede dansk guld med en 3-1 sejr.
- Det var meget vigtigt, at vi kom godt fra start. I går var vi næsten ude af turneringen, og vi fik den vildeste succesoplevelse. Det tog vi med os ind på banen i dag, siger Peter Rosenmeier.
Det er anden gang, at Peter Rosenmeier og Michal Spicker Jensen sammen kan fejre et europamesterskab. Første gang var i 2005.
Med guldet i holdturneringen slutter Danmark EM med tre medaljer. Dermed er den sportslige målsætning nået for holdet, der tidligere på ugen kunne glæde sig over sølv til både Sophie Walløe og Peter Rosenmeier i single.
Sportschef i Dansk Handicap Idræts-Forbund Michael Møllgaard Nielsen er meget tilfreds med danskernes indsats på hjemmebanen i Vejle.
- Det har været en god uge for os. Peter Rosenmeier viser endnu en gang, at han er blandt de absolut bedste spillere i verden, og Sophie Walløe er rigtig godt på vej. Og så kroner Michal Spicker Jensen et stærkt comeback med en guldmedalje, siger Michael Møllgaard Nielsen.
Efter EM i Vejle er Peter Rosenmeier sikker på at opnå kvalifikation til de Paralympiske Lege i Rio 2016. Sophie Walløe og Michal Spicker Jensen skal fortsat jagte point til verdensranglisten, der i slutningen af året afgør, hvem der er klar til PL.