Nordjyder er bedst til at betale boligudgifterne

Mens antallet af tvangsauktioner er faldende i hele landet, er det nordjyderne, der tegner sig for det største fald siden 2016.

Antallet af tvangsauktioner er faldende, men det er nordjyderne, der er bedst til at klare terminerne. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har analyseret.

Mens det samlede antal tvangsauktioner siden januar 2016 til juni 2017 er faldet med 26 procent, er det blandt nordjyske boligejere, at man procentvis finder det største fald i antallet af tvangsauktioner med 59 pct.

- Nordjyder vil nok sige, at de er mere fornuftige end resten af befolkningen. I hvert fald er det i Nordjylland, at vi kan se det største fald, nemlig fra 34 om måneden i januar 2016 til kun 14 i juni i år, siger Nyboligs relationschef, Thomas Hovgaard.

Således udgør nordjyske tvangsauktioner 8 pct. af det samlede antal tvangsauktioner i juni 2017, hvor den nordjyske andel i januar 2016 var 14 pct.

- Årsagerne til den positive udvikling er kombinationen af et økonomisk opsving, hvor flere er kommet i arbejde og så den lave rente. Om nordjyderne har været bedre til at udnytte disse fordele, kan vi ikke sige, men de bor i hvert fald i den region, som kan prale af det største fald af tvangsauktioner, siger Thomas Hovgaard.  

Læs mere om tvangsauktioner her. 


Seneste nyt

fra Nordjylland