To nordjyder klar til Europatouren
De to nordjyske golftalenter Lucas Bjerregaard og Daisy Nielsen har i weekenden kvalificeret sig til Europatouren.
Hele to danskere har i denne weekend sikret sig adgang til golfsportens absolutte elite. Det drejer sig om de to store talenter Lucas Justra Bjerregaard fra Himmerland Golf Klub, og Daisy Nielsen fra Aalborg Golf Klub, der via fornemme resultater har sikret sig adgang til Europatouren i 2015.
Det oplyser Dansk Golf Union i en pressemeddelelse.
23-årige Lucas præsterede sit bedste resultat i år, da han blev nummer 5 i Hong Kong Open og avancerede til 101. pladsen på European Tour Order of Merit. Dermed har Lucas optjent så mange euro, at han har generhvervet sig sin plads på Europatouren i 2015.
- Banen passede mig godt, da den var tricky og svær at score lavt på. Det samlede feltet og betød, at jeg stille og roligt kunne avancere runde for runde, fortæller Lucas.
Som nr. 110 på Order of Merit inden turneringen var Lucas presset af, at skulle tjene nok euro i sæsonens sidste to regulære turneringer, for at kunne generhverve rettigheden til at spille på European Tour. I sidste uges turnering blev Lucas netop "snydt" for en topplacering, da hans gode afslutningsrunde blev annulleret pga. dårligt vejr og afkortning af turneringen, men han valgte at se fremad og ikke lade dette påvirke situationen.
- I den sidste måned har mit spil været rigtigt godt, og da jeg efter 3 runder atter lå i en god position til at sikre mig tourkortet, så kunne jeg godt mærke, at der kom lidt nerver på. Jeg valgte at se situationen som en udfordring og en mulighed for at bevise, at jeg hører til på European Tour - og jeg er glad for at det lykkedes, fortæller Lucas Bjerregaard.
Det lykkedes også for den 21-årige Daisy Nielsen at kvalificere sig til Ladies European Tour, hvilket er første gang at dette sker. Med en imponerende 1. plads på WPGA International Challenge sikrede Daisy Nielsen, der er datter af den tidligere verdensmester i speedway Hans Nielsen, en kommende sæson blandt verdens bedste kvindelige golfspillere. Kvalifikationen blev sikret via en tredjeplads på LET Access Series' Order of Merit, hvor top fem kvalificerer sig til Ladies European Tour.
- Det betyder så meget for mig, udtaler Daisy Nielsen til Ladies European Tour.
- Det er dejligt at have opnået kortet til næste års europatour. Det har været skønt at spille på LET Access Series i år, hvor de 16 turneringer har været en perfekt forberedelse til næste års Ladies European Tour, siger Daisy Nielsen.
At både Lucas Bjerregaard og Daisy Nielsen nu skal spille mod verdens bedste golfspillere glæder Dansk Golf Union.
- Daisy og Lucas har længe været nogle af vores største talenter, og har ved flere lejligheder vist deres store potentiale. Det ser således rigtig godt ud på både dame- og herrefronten, også når vi ser et par år ud i fremtiden, hvor OL skal foregå. Begge indgår i DGU's ProTeam, hvor de kan bruge landstrænere, samt fysiske og mentale eksperter, og det bliver spændende at følge Daisy og Lucas. Jeg håber deres succes kan trække andre spillere med, fortæller Claus Mølholm, eliteansvarlig i Dansk Golf Union.
Med Daisy Nielsens indtog er der nu fire danskere repræsenteret på Ladies European Tour og ni danskere på herrernes Europa Tour. I løbet af november og december skal det vise sig, om det kan lykkes for flere herre og damer at kvalificere sig via tourskolen.