Nordjyder til tasterne
Intern måling hos SKAT viser, at nordjyderne er de flittigste til at benytte tast-selv-ordningerne.
Når det gælder om at taste selv i forhold til skat, er Nordjyderne utroligt vakse på fingrene. En intern måling i SKAT viser, at SKAT i Nordjylland ligger langt over gennemsnittet i forhold til andre steder i landet. På en suveræn førsteplads ligger Skattecenter Aalborg, flot følger Skattecenter Skive og Skattecenter Hjørring.
- Vi har været gode til at forklare vores kunder, hvor stor en gevinst, det er at taste selv, forklarer fagchef Gert Holst fra Skattecenter Aalborg og fortsætter - Nordjyderne er langt mere digitale end fx Københavnerne, og det kan vi godt være stolte af. Årets digitale Region og årets digitale skattecenter bliver kåret d. 31. december 2008, og SKAT i Nordjylland satser stærkt på at vinde denne digitale konkurrence.
Der er dog stadig et stykke vej med at få flertallet i Nordjylland til at taste selv. Derfor er Skattecenter Aalborg med på en boligmesse "Gør din bolig bedre" i Aalborg Hallen d. 10. - 12. oktober. På boligmessen vejleder medarbejdere fra Skattecenter Aalborg i TastSelv, skat, boligrelaterede skatteemner og toldregler i forbindelse med ferie i udlandet. Tolderne møder op i uniformer og søndag d. 12. oktober besøger narkohunden Sille også boligmessen.
- Det er første gang Skattecenter Aalborg er på messe, så det bliver meget spændende, om vi kan hjælpe Nordjyderne til at blive endnu mere digitale, slutter Gert Holst.