Nordjyder vil også protestere over DF-ledelsen
Dansk Folkepartis ledelse er på danmarksturné, men vil flere steder blive mødt med protester. Partiets problemer vil vokse, vurderer politisk kommentator
Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl rejser landet rundt for at give Dansk Folkepartis medlemmer mulighed for at møde partitoppen. Men flere ekskluderede DF'ere vil benytte lejligheden til at diskutere partitoppens linje.
Først meldte tidligere medlemmer i Sydjylland deres ankomst ved debatmødet i Lunderskov onsdag aften. Og nu gør nordjyderne det samme, når partitoppen 19. juni er i Tylstrup. Det siger den tidligere
amtsformand i Nordjylland A.C. Winther til Ritzau.
- Vi vil da helt sikkert være der og høre, hvad de har at sige. Specielt om Messerschmidt, Camre og Krarup, der har fået advarsler for nogle udtalelser, siger den ekskluderede amtsformand, der tvivler på, at turen er tegn på mere åbenhed fra partitoppen.
- Jeg kender Dansk Folkeparti indefra, og jeg tror ikke på, at det her er et tegn på mere åbenhed, siger han.
Politisk kommentator Henrik Qvortrup tvivler også på, at turen får succes.
- Det er indlysende, at det, der skulle være en charmeoffensiv, kan gå hen og blive det modsatte, hvis der hvert
sted, de viser sig, er interne diskussioner om linjen. Især hvis pressen er med og skriver om de stridigheder, der måtte være, siger Henrik Qvortrup til Ritzau.
/ritzau/