Nordjyderne gider ikke genbrugsgaver: Medmindre der spares håndører
Når du pakker din gave op juleaften, er der mindre chance for, at det er en brugt gave, du pakker ud - i hvert fald hvis gaven gives af en nordjyde.
Kun 21 procent af nordjyderne har nemlig tænkt sig at give genbrugsgaver til juleaften, hvilken er den laveste andel i befolkningen. Det står i kontrast til hele Danmark, hvor 25 procent vil købe minimum en brugt gave.
Det viser nye tal fra DBA, hvor de har et spurgt et repræsentativt udvalg af borgerne i Danmark, der ikke kun er DBA's brugere.
Kun for at spare penge
Nordjyderne har samtidig en klar holdning til, hvad der skulle ligge til grund for at købe brugte julegaver.
Nemlig det faktum, at det er for at spare penge.
54 procent af nordjyderne køber nemlig brugte julegaver for at spare penge, hvilket for hele landet kun gælder 44 procent.
Regionens borgere giver også i højere grad brugte gaver for at give gaver, de ellers ikke har råd til. Her ligger nordjyderne med 41 procent af borgerne langt over landsgennemsnittet på 28 procent.
Om nordjyderne er nærige eller smarte står hen i det uvisse, men et godt tilbud går vi sjældent i vejen for.