Nordjyderne har fået længere til jobbet
Nordjyderne bruger mere tid på vejen til job, fordi afstanden mellem arbejde og hjem de seneste år er blevet længere.
De sidste ti år har nordjyderne fået længere til jobbet. Ifølge ejendomsmægler skyldes det stigende boligpriser i de større byer, hvor arbejdet ligger.
Nordjyderne bruger mere tid i bilen, bussen eller på cyklen, når de skal fragte sig til og fra job. Der er nemlig generelt blev længere til jobbet i Nordjylland. Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.
I 2008 havde nordjyderne i gennemsnit 19 kilometer til jobbet, men i 2016 var afstanden steget til 22,3 kilometer, og dermed tilbringes mere tid altså på de nordjyske veje. Ifølge ejendomsmæglerkæden Nybolig er udviklingen et tegn på to tendenser.
- En ting er, at mange arbejdspladser skabes i de store byer, men vi kan også se, at boligpriserne i de store byer har fået flere til at flytte ud. Og så er det klart, at pendlermønstret ændrer sig stille og roligt, siger kommunikationschef i Nybolig, Thomas Hovgaard.
Det er ikke kun i Nordjylland, at afstanden mellem hjem og arbejde er blevet længere. Det er nemlig den samme tendens, man ser på landsplan. I 2008 var den gennemsnitlige pendlerafstand for danskerne 19,1 kilometer, mens den i 2016 var steget til 21,5 kilometer.
- Bedre kollektiv trafik som eksempelvis den københavnske metro og flere spor på de store motorveje er også med til at gøre transporten til jobbet i de store byer mere overkommelig, og med en forventning om bedre infrastruktur i fremtiden tror vi, at man vil se, at vi generelt får længere til arbejde, siger Thomas Hovgaard, der også nævner stigende brug af hjemmearbejdspladser som drivkraft bag udviklingen.
Længest til jobbet har de i Sydjylland, hvor de i gennemsnit har 24 kilometer mellem hjem og arbejdspladsen.