Nordjyderne ligger i den nærige ende af pensionsopsparingen

Sammenlignet med resten af landet sparer nordjyderne ikke meget op til pension - og kvinderne halter stadig bagefter mændende, viser ny opgørelse.

Det kommer nok ikke bag på nogen, men vi tager den lige alligevel: Nordjyderne er lidt et nærigt folkefærd. Også når det kommer til at spare op til og sikre sin alderdom.

Det viser en ny opgørelse fra Forsikring & Pension, som har set på de 50-åriges pensionsopsparinger over hele landet. Og her ender Nordjylland altså i bunden af feltet.

De nordjyske mænd har i gennemsnit 965.835 kroner sparet op, når de er 50, mens de nordjyske kvinder har 723.930 kroner. Det placerer Nordjylland som nummer otte ud af de 11 områder, Danmark i undersøgelsen er inddelt i. Kun på Fyn, Bornholm og i Vest- og Sydsjælland sparer man i gennemsnit mindre op end nordjyderne.

Ikke overraskende, måske, er det nordsjællænderne, der topper listen - her har de 50-årige mænd i gennemsnit sparet 1.518.404 kroner sammen, kvinderne 1.039.962 kroner.

Og ser man på forskellene mænd og kvinder imellem, er der - som altid - stor forskel på, hvor meget kønnene kratter ind på pensionskontoen. I Nordjylland er der 25 procents forskel, hvilket igen sender regionen ned i bunden af tabellen, når man sammenligner med resten af landet. I Vest- og Sydsjælland er forskellen eksempelvis kun 18 procent. 

Dermed er konklusionerne den seneste undersøgelse, som er tre måneder gammel og beskæftigede sig med de 60-åriges pensionsopsparinger, kun blevet forstærket - der er blevet større forskel mellem kvinders og mænds opsparing til alderdommen.

Bedst står det til på Morsø, når man sammenligner kønnene - her er der kun 10,5 procent forskel på mænds og kvinders opsparing. I Frederikshavn til gengæld er der mere end 40 procent forskel kønnene imellem. Noget, der kan få store konsekvenser for kvinderne senere.

Pensionsopsparing i de nordjyske kommuner

Mariagerfjord:
Mænd: 983.478 kroner
Kvinder: 703.879 kroner

Jammerbugt:
Mænd: 880.669 kroner
Kvinder: 637.725 kroner

Aalborg:
Mænd: 1.064.438 kroner
Kvinder: 786.685 kroner

Rebild:
Mænd: 1.083.537 kroner
Kvinder: 810.552 kroner

Hjørring:
Mænd: 899.870 kroner
Kvinder: 700.206 kroner

Thisted:
Mænd: 848.061 kroner
Kvinder: 698.678 kroner

Vesthimmerland:
Mænd: 892.116 kroner
Kvinder: 737.004 kroner

Morsø:
Mænd: 781.797 kroner
Kvinder: 699.989 kroner

Brønderslev:
Mænd: 825.785 kroner
Kvinder: 749.321 kroner

Frederikshavn:
Mænd: 1.027.457 kroner
Kvinder: 602.064 kroner

 


Seneste nyt

fra Nordjylland