Nordjyderne scannes som aldrig før

På ti år er antallet af røntgenundersøgelser og scanninger i Region Nordjylland steget med 63 procent.

En ledende overlæge mener, man bør se på, om det er for mange. Det fortæller DR Nordjylland.

Det er blandt andet de mange kontrolscanninger af kræftpatienter, der er årsag til stigningen.

Susanne Brøndum fra Hobro er én af de kræftpatienter, der bliver scannet hver tredje måned. Hun fik lungekræft i 2011, og fik fjernet højre lunge, og har efterfølgende været til fem kontrolundersøgelser.

- Det betyder rigtig meget for mig, at jeg har den sikkerhed, der kan give mig troen på, at jeg er rask, og der er ingenting, siger hun til DR Nordjylland.

Netop antallet af kræftkontroller er steget voldsomt, og de mange ekstra scanninger er dyre, siger Henrik E. Gregersen, der er ledende overlæge på Radiologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.

- Hvis man kunne spare på scanningerne, ville man også kunne spare på sundhedsudgifterne generelt, siger han.

Og han ser derfor gerne, at der laves færre scanninger.

- Et af de steder, hvor vi som røntgenlæger tænker, at man nok kunne vende lidt, det er ved, at man hos de kræftkontrolpatienter godt kunne strække nogle af de kontroller, så man i sidste ende kunne spare nogle scanninger.

Men for Susanne Brøndum ville det være hårdt, hvis der skulle gå mere end tre måneder mellem kontrollerne.

- Jo længere tid, der går, så ved jeg også, at hvis jeg får kræft igen, så er der større sandsynligheden for, at den kræft vokser sig så stor og spreder sig. Og så vil mine muligheder for at overleve ikke være ret stor, siger hun.

I 2002 blev der lavet cirka 345.000 røntgenundersøgelser og scanninger i Region Nordjylland, og i 2011 var antallet steget til cirka 560.000.S


Seneste nyt

fra Nordjylland