Nordjylland er positiv overfor udlicitering
De fleste nordjyske kommuner vurderer, at den kommunale vejdrift i fremtiden vil blive udbudt til private leverandører. Det glæder Dansk Byggeri, som dog gerne vil se handling bag ordene. For trods gode viljer udliciterer kommunerne i dag under halvdelen
En ny undersøgelse fra Dansk Byggeri viser, at syv ud af de 11 kommuner i Region Nordjylland har udliciteret vejdrift til en privat leverandør. Det svarer til knap 64 procent. På landsplan har kun 47 procent. af kommunerne udliciteret vejdrift.
De nordjyske kommuner er således længere fremme med udlicitering af vejdrift end landets kommuner samlet set. Generelt er jyderne langt mere positive over for udlicitering end sjællænderne, da kun 25 procent af kommunerne i Region Hovedstaden og 33 procent af kommunerne i Region Sjælland har udliciteret vejdrift.
- Det er positivt, at mange af kommunerne i vores region har valgt at udlicitere vejdrift. For konkurrence kan medføre effektiviseringsgevinster, og det er til gavn for både kommunerne og skatteborgerne, siger Knud Kristensen, der er formand for Dansk Byggeri Nordjylland.
Han understreger dog, at træerne ikke vokser ind i himlen. For der er fortsat fire nordjyske kommuner, som slet ikke har udliciteret vejdrift, og ud af de syv kommuner, som har udliciteret, har fire udliciteret under halvdelen af vejdriftsopgaverne.
Der er dog grund til optimisme, for hele 92 procent. af de tekniske chefer og udvalgsformænd, som deltog i undersøgelsen, vurderer, at deres kommune i fremtiden vil udbyde vejdriften eller dele af vejdriften.
- Lad os håbe, at denne vurdering holder stik, og at der bliver sat handling bag ordene, siger Knud Kristensen.
Det Økonomiske Råd har tidligere beregnet, at det offentlige kan spare 2,2 milliarder kroner om året ved at øge udlicitering. Sidste år endte økonomiforhandlingerne mellem kommunerne og regeringen med et løft i de kommunale driftsudgifter på 1,6 milliarder kroner.