Nordjylland får det pæneste vejr tirsdag
TV2 Vejret regner med, at de bedste chancer for sol skal findes i Nordjylland.
Det kan slet ikke betale sig at tage ud af Nordjylland i dag.
Vejret bliver nemlig flottere her oppe nordpå, end det gør i resten af Danmark.
- Det er i Nordjylland, at man får det pæneste vejr i dag. Helt lokalt kan der komme en eftermiddagsbyge, men langt de fleste får en tørvejrsdag og perioder med meget sol, siger Sebastian Pelt, der er meteorolog hos TV2 Vejret.
Tirsdag morgen starter flot ud, hvor man, uanset hvor man er i Nordjylland, vil kunne stå op til sol og nærmest sol fra en skyfri himmel.
Jo mere nord på, jo mere sol
Temperaturerne fra morgenstunden ligger omkring 10 grader, men i løbet af eftermiddagen vil temperaturerne stige og det gode vejr fra morgenstunden vil fortsætte.
- I løbet af eftermiddagen stiger temperaturerne, men det er ikke helt ens i hele Nordjylland. Langs Jammerbugten, der vil det være 17-18 grader, men længere øst på fra Frederikshavn til Aalborg og videre ned i Himmerland, der vil temperaturerne nærme sig 20 grader i løbet af eftermiddagen, siger Sebastian Pelt.
Mens temperaturerne er lidt lavere ude ved Jammerbugten, er der lidt flere skyer i Himmerland, mens solen kommer mere og mere frem, jo mere nord på man kommer.