Nordjylland kommer til at mangle 100 læger

De Danske Regioner og lægerne er dybt uenige om lægernes arbejdssituation i fremtiden. Det kan gå hårdt udover Nordjylland.

Lægernes formand i Nordjylland kalder regionernes udspil om deres arbejdssituation for totalt uspiseligt.

- Det er akkurat som med lærerne. De vil tvinge os til at arbejde mere, uden at vi får mere i honorar. Jeg arbejder meget i forvejen, men vil selvfølgelig ikke til at arbejde 60 timer om ugen og samtidig miste retten til at bestemme selv. Så kan de bare ansætte os til 37 timer om ugen, siger Kaj Bernth, formand for PLO, Praktiserende Lægers organisation, i Nordjylland.

Han forudser, at et indgreb vil betyde 100 færre læger i Nordjylland og give 40 km til nærmeste praktiserende læge.

Per Larsen (Kons.), næstformand i regionen, erkender, at region Nordjylland står midt i et dilemma.

- Hvis vi ikke sikrer, at lægerne har nogle ordentlige vilkår, så forsvinder de. Nordjylland er ekstra sårbar, så vi er nødt til at forhandle med lægerne, siger Per Larsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland