Foto: Henning Bagger, Scanpix.

Nordjylland skal ind i kampen om turisterne

Det er tid til gearskifte for investeringer i turismen. Der sker nemlig massive investeringer i turisme hos konkurrenterne syd for Danmark.

Danmark skal ind i kampen om de tyske turister. Det mener Dansk Kyst- og Naturturisme, der dermed bakker op om en central pointe i regeringens nye nationale turismestrategi.

Nye tal for investeringer i den tyske delstat Schleswig-Holstein viser nemlig, at de nære tyske feriedestinationer i den grad intensiverer kampen om turisterne.

- Tyskland investerer massivt i at udvikle og opgradere turistproduktet, og som Erhvervs- og Vækstministeriet netop har påpeget, halter Danmark bagud, og det kan ende med at koste dyrt, siger direktør i Dansk Kyst- og Naturturisme, Jens Hausted.

I dag står tyske turister for lige omkring 30 procent af det samlede antal overnatninger i Danmark og cirka to tredjedele af alle udenlandske overnatninger i danske feriehuse til udlejning. Men tyskerne er også glade for at holde ferie i deres eget land, så med andre ord kæmper Danmark og Tyskland om de samme turister.

Direktør ved Turisthus Nord, René Zeeberg anerkender at vi kæmper om de samme markedsandele når vi taler om de tyske gæster. For kun tre dage siden offentliggjorde Erhvervs- og Vækstministeriet nemlig den Nationale strategi for dansk turisme, og den skal være med til at sætte gang i turismen i hele Danmark.

- Vi synes, det er rigtig spændende, at vi har fået en national strategi, som sætter fokus på ferie ved kysten. Vi vil gerne have, at man skal se vestkysten som en samlet kystferiedestination, og byerne som perler på en snor. Derfor har vi i også en årrække arbejdet sammen med Visitdenmark i Tyskland om at promovere vestkysten under fællesbetegnelsen "Nordsee Urlaub", siger turistdirektør ved Turist Nord, René Zeeberg.

For at trække de tyske turister til Nordjylland vil René Zeeberg i højre grad fokusere på, at sende signaler om, at Danmark har et højt serviceniveau, god mad, skøn natur, kulturelle oplevelser og historie og en høj standard. Det skal gøres via kampagner, og ved løbende at udvikle vores produkt. 

- Vi kan altid blive bedre, og derfor forsøger vi blandt andet at understøtte vores erhverv med sprogkurser og har en løbende dialog med kommune og erhvervslivet i forhold til at udvikle produktet. Senest har vi lanceret en ny krydstogtskaj i Skagen, siger René Zeeberg.

Direktør i Dansk Kyst- og Naturturisme, Jens Hausted, er enig med René Zeeberg i, at det er en bred række af aktiviteter som skal igangsættes hvis vi skal tiltrække tyske gæster. 

- Skal Danmark opretholde væksten og også fremadrettet tiltrække turister, er vi nødt til at opruste med flere sengepladser, men også med oplevelser, der er mindst lige så gode, som dem de tyske turister får derhjemme. Tyskland tordner frem med et helstøbt turismeprodukt og imponerende vækst, mens de danske investorer holder igen, og destinationsudviklingen kører i et lavere gear, siger Jens Hausted.