Nordjylland vil have veje og jernbaner

Nordjyderne føler sig forbigået af regeringens infrastrukturkommission. Regionsformand Orla Hav beklager, at kommissionen ikke har projekter i Nordjylland.

I Nordjylland føler politikerne sig overset af regeringens infrastrukturkommission. Derfor vil de nu prøve at råbe regeringen op, siger regionsformand Orla Hav (S).

Han undrer sig over, at kommissionen ikke har et eneste projekt i Nordjylland på tegnebrættet, og efterlyser især en udbygning af forbindelsen over og under Limfjorden og en
renovering af jernbanenettet i Nordjylland.

- Vi var ude i god tid, da motorvejsnettet blev udbygget. Det har vi så i meget høj grad betalt regningen for efterfølgende.
Vi har stort set ikke kunnet diskutere infrastruktur, uden at nogen siger: "Mon ikke I har fået nok"? siger han.

Ifølge Orla Hav skyldes det blandt andet, at der er en
overdreven interesse for at udvikle hovedstadsområdet. Han peger på interessen for en bro over Femern Bælt som et eksempel.

- Staten lægger nogle ret langsigtede planer på det trafikale område, og hvis ikke vi kommer med fra starten, bliver vi glemt og kommer slet ikke med i denne runde, siger han.

Region Nordjylland og de nordjyske kommuner vil i løbet af foråret holde en konference om infrastrukturen i Nordjylland for
at få fokus på emnet.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland