Nordjylland vinder og overlever på nytænkning
Foto: Iben Hedemann
Nørresundbyfirmaet Weber Stephen-Nordic er en af de nordjyske virksomheder, der har haft vækst trods svære tider.
Nordjyder er blevet så gode til at tænke nyt, at landsdelens virksomheder nu ligger nummer et i hele landet, når det gælder om at få ideer til nye produkter og arbejdsgange.
Weber Stephen-Nordic i Nørresundby er en af de virksomheder, der er rykket op i toppen af den nordjyske superliga for erhvervsvirksomheder.
- Jeg tror på, at det har noget at gøre med lidt nordjysk snusfornuft, og så valgte vi også at være lidt innovative, siger Jens Bindslev, administrerende direktør i Weber Stephen-Nordic i Nørresundby.
Aalborg Universitet spørger hvert kvartal 1200 nordjyske virksomheder, hvordan det går. Og det går godt. Samme resultat viser en helt ny analyse foretaget af Jyllands-Posten og Dansk Aktie Analyse.
- I 2009 lå Nordjylland sidst blandt alle regioner med hensyn til at tænke i innovation. Nu ligger landsdelen nummer et, siger Jesper Lindgaard Christensen, lektor på Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet.
Presset fra lande med lave lønninger har gjort de traditionelle industrivirksomheder skarpe i Nordjylland. Man har gennem årene i finanskrisen tilpasset organisationen og erhvervsstrukturen i retning af et mere omstillingsparat erhvervsliv heroppe.
Weber i Nørresundby dækker hele Norden og De Baltiske Lande. Virksomheden er vokset fra fire til 100 medarbejdere og omsætningen nærmer sig 700 millioner kroner i år. Da finanskrisen kom, besluttede virksomheden at overleve på at tænke innovativt. Man ville give folk oplevelser.
- Folk vil i dag gerne have oplevelser, så vi byggede et regulært grill-akademi med grillundervisning, events, grill- og foodfestivals, besøg af firmaer og så videre. Det sjove ved det er, at lille Danmark lagde grunden til hele den ide med et akademi. Amerikanerne, Tyskland, Frankrig og andre lande fulgte efter. Og nu er der også et grillakademi i København. Vi er selvfølgelig meget stolte af den succes, som er udsprunget af virksomheden her i Nørresundby, siger Weber-direktøren, Jens Bindslev.