Politiet advarer: Adskillige tilfælde af tyveri fra varebiler

Mandag og tirsdag har Nordjyllands Politi fået flere anmeldelser af tyveri fra varebiler. Derfor opfordrer politiet nu borgere til at være opmærksomme.

Mandag og tirsdag dumpede der en stribe anmeldelser om tyveri ind hos Nordjyllands Politi. De havde det til fælles, at det drejede sig om tyveri fra varebiler - indtil videre 10 tilfælde.

Det får Nordjyllands Politi til at gå ud med en opfordring til borgerne om at holde øje og henvende sig, hvis man har set noget mistænkeligt i byerne Storvorde, Gistrup, Kongerslev, Løgstør og Ranum, hvor tyverierne er foregået.

Mistanke om organiseret kriminalitet

Hos Nordjyllands Politi mistænker man organiserede kriminelle for at stå bag.

- Når det er serietyveri, og der er brugt samme modus, gør det naturigvis, at vi tror, at det er organiseret kriminalitet. Så vi kigger både på udenlandske omrejsende kriminelle, men det kan også være danske grupper, der står bag. Vi ser de her hændelser i ny og næ, hvor der ryger en stribe af varebiler, siger politikomissær og efterforskningsleder Preben Møller.

Også i det midt- og vestjyske har der været tilfælde at serietyverier fra varebiler.

Kontakt os

I varebilerne har tyvene brudt enten sidedøre eller bagdøre op, hvorefter der de fleste steder er stjålet diverse værktøj fra køretøjerne.

- Hvis man har set noget mistænkeligt i og omkring nogle af byerne, og selvfølgelig også generelt i Nordjylland, så er vi meget interesseret i at få oplysninger omkring køretøjer og personer, som virker mistænkelige, siger politikommissær Henrik Taagaard fra Nordjyllands Politi. 

Råd til varebilejere fra Nordjyllands Politi

  • Sørg for, at varerummet ikke kan åbnes fra førerkabinen
  • Undgå at parkere/efterlade varevognen på øde, mørke steder uden trafik
  • Undgå så vidt muligt at efterlade særlig værdifuldt værktøj/måleudstyr i varebilen
  • Sørg for at mærke dyrt værktøj/måleudstyr, hvis det alligevel efterlades i varebilen
  • Placér – hvis det er muligt – varevognen således, at det er besværligt at komme til varevognens side- og bagdøre.

Kilde: Nordjyllands Politi

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114. 


Seneste nyt

fra Nordjylland