Nordjyllands Politi beslaglægger kæmpe mængder fyrværkeri

Nordjyllands politi har ved to operationer beslaglagt store mængder af ulovligt og lovligt fyrværkeri.

Med kun et par dage til nytårsaften, hvor himlen for alvor bliver oplyst af farvestrålende lysglimt, bulder, har Nordjyllands Politi beslaglagt 50-60 kilo fyrværkeri og 3200 stk. ulovlige kanonslag.

Lederen af operationen, politikommissær Mikkel Brügmann understreger, at ulovligt fyrværkeri kan føre til alvorlige konsekvenser. 

- Ulovligt fyrværkeri er farligt. Dels når det ikke opbevares sikkerhedsmæssigt korrekt, dels når det benyttes, hvor det kan forrette skader på den, der antænder fyrværkeriet, eller på personer som opholder sig i nærheden, siger Mikkel Brügmann.

Alvorlige fyrværkeriskader på denne tid af året, er ikke et usædvanligt syn for politiet. 

  - Vi ser jo desværre hvert år skader som følge af fyrværkeri, så det glæder mig, at vi har fået beslaglagt og taget noget af det ulovlige fyrværkeri ud af omløb, siger Mikkel Brügmann.

Ulovligt fyrværkeri fundet på to adresser

Det var et tip fra en borger, der førte til at efterforskningscenter Himmerland kunne slå til på en adresse i Støvring-området 27. december. På adressen fandt de 50-60 kilo rent krudt og 3200 stk. ulovlige kanonslag.  

På en anden adresse i Dronninglund fandt politiet en stor mængde lovligt fyrværkeri, men det var netop mængden, der var problemet. I alt blev der fundet 57,5 kilo rent krudt, og det er for meget uden en særlig tilladelse. 

- For så vidt angår det lovlige fyrværkeri, forelå der ikke de fornødne tilladelser til at opbevare så store mængder. Derfor er det også beslaglagt, fastslår politikommissær Mikkel Brügmann.

De alt for store mængder af fyrværkeri kan være til stor fare. 

- Når man opbevarer større mængder fyrværkeri i strid med reglerne, ja, så kan det udgøre en risiko for naboer og omgivelserne, siger Mikkel Brügmann.

To mænd sigtes

I Støvringe-området, hvor den første operation blev sat i gang, er en mand i 50'erne blevet sigtet for at overtræde fyrværkerilovens bestemmelser, og i Dronninglund blev en anden mand i 40'erene med tilknytning til adressen, hvor 57,5 kilo rent krudt blev fundet, sigtet for at overtræde fyrværkeriloven. 

Får muligvis store bøder

Ingen af de to mænd blev anholdt, men der venter dem dog stadig konsekvenser for den ulovlige opbevaring af fyrværkeri. De skal i retten og kan risikere at få en bøde, som retten bestemmer størrelsen af. 

Fyrværkeriet vil blive destrueret

Politiet er nu i besiddelse af det beslaglagte fyrværkeri, som senere vil blive destrueret.

Nordjyllands politi opfordrer til, at man ringer 114, hvis man får kendskab til, at nogen ligger inde eller handler med ulovligt eller ulovlige mængder af fyrværkeri.  


Seneste nyt

fra Nordjylland