Nordjyllands Politi omstrukturerer

Hele Nordjyllands Politi skal omstruktureres, og ingen lokale politistationer kan føle sig uden for farezone for at lukke.

Hele Nordjyllands Politi skal omstruktureres. Det sker i følge politidikretøren blandt andet fordi politiet skal have mere fokus på terrorberedskab og den øgede it-kriminalitet. Om eller hvilke nærpolitistationer der i givet fald skal lukkes vil Elsemette Cassøe ikke gå i detaljer med endnu.

- Vi har et større arbejde i gang, og det gælder patruljeberedskabet, efterforskning og det gælder også nærstationerne. Det handler om, at vi vil have en struktur og et nærpoliti, der er mere tidssvarende, som måske nødvendigvis ikke er afhængige af mursten. Det er et led i en samlet organisationsændring, hvor vi også har som et element skal være nær på borgerne, siger Elsemette Cassøe.

Et af de steder man er bekymrede for fremtiden er i Skagen. Borgerne i Skagen mener, at man fra centralt hold forsøger at save den gren over de sidder på. Skagboerne vil nu kæmpe for at beholde deres station.

I front står det socialdemokratiske byrådsmedlem i Frederikshavn Bjarne Kvist, som frygter fremtiden.

- Det er rystende i en by med 8000 indbyggere – med tanke på, at vi ligger 40 kilometer fra Frederikshavn, siger Bjarne Kvist til TV2 Nord.

Politidirektør Elsemette Cassøe vil i starten af oktober afsløre de endelige planer for nærpolitiet i hele regionen.


Seneste nyt

fra Nordjylland