Nordjysk atlet tæt på OL-krav

Kuglestøderen Kim Juhl Christensen var blot 27 centimeter fra OL-kravet ved et stævne i Estland tirsdag.

Kuglestøderen Kim Juhl Christensen, der kommer fra Sæby, har igen fundet kursen mod en OL-kvalifikation.

Det viste danskeren ved et stævne i Estland tirsdag, da han stødte kuglen ud på 19,73 meter, hvilket er hans bedste resultat siden februar. Christensen vandt stævnet foran ukraineren Andrey Borodkin, som nåede ud på 19,56 meter.

- Det begynder at ligne noget, og jeg håber nu at kunne fortsætte stimen, siger Kim Juhl Christensen i en pressemeddelelse.

OL-kravet er 20 meter, og det klarede Kim Juhl Christensen allerede sidste år, da han stødte 20,06 meter på hjemmebane ved Copenhagen Athletics Games. Men resultatet talte ikke, da feltet ved stævnet ikke var stærkt nok.

Danskeren håber, at han kan passere OL-kravet ved Diamond League-stævnet i Oslo 7. juni.
Kuglestøderen har EM i Finland, som sit hovedmål i øjeblikket. EM afvikles fra slutningen af juni.

- Ved EM ser jeg det sådan, at jeg har en rigtig god mulighed for at nå finalen. Det bliver straks meget sværere ved OL, siger Kim Juhl Christensen.

Danskeren har aldrig tidligere været med ved OL, hvor Joachim B. Olsen senest har repræsenteret Danmark i mændenes udgave af disciplinen.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland