Nordjysk DBU-formand får plads i Uefa-toppen
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
DBU's formand, Jesper Møller, er valgt til Uefa's bestyrelse.
Det er lykkedes nordjyske Jesper Møller, der er formand i DBU, at blive en del af Uefa's eksekutivkomite.
DBU's formand, Jesper Møller, der er født og opvokset i Skørping, er torsdag blevet valgt til Uefa's eksekutivkomite, der svarer til bestyrelsen for Det Europæiske Fodboldforbund.
Det står klart efter valget torsdag, der fandt sted i Rom. Her skulle fodboldfodrbundets medlemslande stemme om de syv pladser, der var på spil i eksekutivkomitéen.
Nordjyske Jesper Møller fik hele 40 stemmer, og det var altså mere end rigeligt til at blive valgt ind, da man blot skulle over grænsen på 28 stemmer.
Jesper Møller, der tidligere har været formand i AaB, er valgt til den magtfulde post i Uefa-toppen for en fireårig periode.
På trods af valget til den internationale post fortsætter Jesper Møller som formand for DBU. Valget betyder imidlertid, at Danmark nu får en mand placeret på en af de mest magtfulde positioner i europæisk fodbold. Uefa's eksekutivkomité er det øverste ledelsesorgan i forbundet.
Danmark har tidligere haft en mand i Uefa's eksekutivkomité, den forhenværende DBU-formand Allan Hansen. Han trak sig dog i april 2017 efter otte år i komitéen, og siden da har Danmark været uden en plads i Uefa-toppen.