Nordjysk DM-succes i kuglestød

Kim Juhl Christensen tog for syvende år i træk guldmedaljen ved Inde DM i atletik.

Der var på forhånd lagt op til en nordjysk medalje i Danmarksmesterskaberne i kuglestød, som lørdag blev afholdt i Skive. Nordjyske Kim Juhl Christensen havde vundet turneringen de seneste seks år, så derfor var hans ambitioner også klare.

-Jeg skal vinde guld. Alt andet ville være en skuffelse, sagde han til TV2/Nord inden stævnet.

Ni af landets bedste kuglestøder skulle kæmpe om guldet. Efter tre kast skulle den dårligste sorteres fra, og vinderen skulle derefter findes blandt de sidste otte. For Kim Juhl Christensen blev det dog ikke den walk-over, som han havde regnet med. Nordjyden overtrådte de første to stød. Derfor var han tvunget til, at få det sidste stød godkendt, hvis han ikke skulle sendes ud uden medalje.

De tredje stød blev dog sat ind. Og det var endda med en længde på 18.76, og da han senere sendte en kugle ud på 19 meter og 51 centimer, så kom medaljen stensikkert i hus.

Næste opgave for Kim Juhl Christensen er i næste uge, når det gælder EM i Gøteborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland